Jeg havde fået sendt et lille fly – en motorsvæver SF 25 C Falke – op til Sisimiut (Holsteinsborg) på Grønland, hvor vi havde ryddet en air–strip uden for byen til start og landing – medens jeg i frostperioden brugte en isbelagt sø!

Falken er ved at blive pakket ud foran den tilfrosne sø i Sisimiut.

I Nuuk (Godthåb), godt 300 km sydligere, var der på den tid ingen egentlig lufthavn – men kun en Heliport!

Man var i byen begyndt opførelsen af et nyt elektricitetsværk – og da rygterne ville vide, at der var ryddet et større areal til formålet – fik jeg den tanke, at det kunne være spændende at flyve til Nuuk med "Falken", som jo ikke har behov for den helt lange landingsbane!

Men sådan skulle det ikke gå!

En større korrespondance gik i gang, og det endte med en midlertidig godkendelse til at lande på det ryddede areal ved elektricitetsværket – men at tilladelsen skulle udnyttes inden 14 dage, for længere kunne man ikke garantere at området var frit. Og da en luftfartsinspektør samtidig havde sagt god for brugen, gik vi fortrøstningsfuldt i gang med planlægningen.

Dagen oprandt, den 7. juli 1973! Der blev telegraferet en flyveplan til telestationen i Nuuk, som – fandt vi senere ud af – desværre havnede i en skrivebordsskuffe – da modtageren mente, at ham som havde med den slags at gøre var taget ud at fiske! Og tanken om en fisketur virkede åbenbart så tiltagende på vedkommende, at han selv også tog ud for at prøve lykken bag en fiskestang! I dag ville den slags naturligvis være helt umuligt – men på den tid var der alligevel så meget at "denne lov gælder ikke for Grønland" i hele livsstilen, at man ikke tog ting helt så højtideligt som man ville gøre i dag!

Men havde det gjort nogen forskel? Formentlig, for havde den rigtige person modtaget flyveplanen, kunne vi have været stoppet undervejs, da tingene i Nuuk ikke var helt som vi havde fået at vide (mere herom senere).

Vi havde en pragtfuld flyvning – vejret var fint og navigationsmæssigt helt uden problemer – det var bare at følge kysten mod syd – og bemærke sig evt. nødlandingspladser.

Vi svang ind over Nuuk, og jeg kiggede efter landingsområdet – men kunne ikke få øje på noget egnet sted – jeg prøvede en gang til, men kunne stadig ikke se noget område som kunne bruges. Op igen – frem med de tilsendte tegninger – og fik så øje på "landingsbanen" – det blev dagens første chok (flere skulle følge)! Landingsområdet var nemlig fyldt med parkerede biler, stenstakke og klippestykker som man endnu ikke havde sprængt væk!

Undskyldningen eller vel nok nærmere bortforklaringen fra luftfartsinspektøren gik senere på, at det han i virkeligheden havde ment var, at der kunne blive en landingsplads – men hvor skulle jeg vide det fra! Af det materiale jeg havde fået tilsendt fremgik klart – at der var en landingsplads!Tilføjelsen om at jeg skulle benytte tilladelsen inden 14 dage, var for mig blot en yderligere bekræftelse på at landingsområdet var fuldt etableret!

Et forsøg på at lande på den lokale fodboldbane blev opgivet efter 3 anflyvninger – op igen – hvor et check af benzinmåleren viste, at vi havde brugt knap halvdelen af brændstoffet. (Benzinmåleren fungerede efter princippet for forbundne kar – med et vinklet glasrør direkte ind i tanken, så væskestanden i glasrøret og i benzintanken burde være den samme!) Selv om min egen opfattelse af min regnekunst og min gamle regnelærers ikke altid var helt den samme – så burde vi alt andet lige kunne nå tilbage til Sisimiut igen.

Efter et kort fagligt møde med passageren om sagen, blev vi enige om at flyve hjem. Kunne også have valgt Narsarsuaq, men uden kort og til en autoriseret lufthaven med en radio som måske, måske ikke virkede, var det ikke noget som på det tidspunkt tiltalte mig – havde dog set i det berømte bakspejl nok været det mest fornuftige!

Så vi vendte Falken og fløj mod nord!

Over "Sukkertoppen" loopede jeg et par gange i håb om at nogle bemærkede det, så de vidste at vi fløj mod nord (og dermed tilbage til Sisimiut) – men ingen havde set os!

Når jeg på instrumenterne kunne se at der var kraftigt stig (f.eks. over en opvarmet klippeø) trak jeg pinden og fik på den måde foræret "gratis" ekstra højde når jeg fløj gennem området – et råd fra min gamle flyveinstruktør Verner Jaksland – som var lig med sparet benzin! På et tidspunkt fik vi øje på Sisimiut og havde 2 muligheder – enten at skyde genvej over vandet eller tage omvejen rundt – med ekstra brændstofforbrug til følge.

Et benzincheck viste, at der under alle omstændigheder var rigeligt med brændstof til turen over vandet – og gik vi højt op – burde byen kunne nås (eller vi kunne vende rundt og tilbage til fastlandet) – om vi fik motorstop – hvorfor jeg besluttede at flyve ud over vandet.

På et tidspunkt sagde jeg til passageren, at skulle vi få motorstop nu, kan vi formentlig svæve resten af vejen ind til byen!!! Jeg havde næppe sagt det, før motoren sagde tøf – og gik i stå! Jeg prøvede med selvstarteren – intet skete! Jeg kiggede vantro på benzinmåleren – den stod på NUL! – og kort forinden havde den vist masser af benzin – jeg begreb det ikke – der måtte være gået hul i tanken, eller en slange faldet af – – – så meget benzin kunne vi umuligt have brugt!

Senere fandt jeg ud af, at der havde sat sig et islag over tankdækslet og stoppet det lille hul som udligner det vakuum som opstår i tanken når benzinen bliver brugt. Undertrykket havde holdt væskestanden højere oppe i glasrøret end i tanken – så den dér med ens væskestand i 2 forbundne kar er for mig blevet en sandhed med visse (også fatale) modifikationer (en alvorlig snak med min gamle fysiklærer ville nok være på sin plads)!

Nu var vi et rent svævefly og det gjaldt herefter om at vælge en hastighed i tabellen efter længst mulig rækkevidde, hvilket bl.a. krævede at vindretning og styrke blev gættet nogenlunde rigtigt. Men efter et stykke tid blev jeg klar over, at der var noget galt i forholdet mellem afstanden til vandet, som langsomt kom nærmere, medens afstanden til byen tilsyneladende ikke blev meget mindre – hvorfor vi måtte have en noget kraftigere modvind end beregnet. Et forsøg på at vende om og flyve den anden vej ind mod fastlandet (med vinden i ryggen) måtte opgives. Tilbage var kun at sætte flyet på vandet (og det lever man som bekendt ikke så længe i på de kanter – eller "lande" på et lille klippeskær på blot ca. 10 x 45 meter som jeg nu fik øje på (fylder ikke meget fra luften)!

At lande på de 45 meter var ikke muligt (direkte sidevind foruden jeg også skulle komme ind fra den modsatte side og det var det ikke højde nok til) – så jeg havde kun ca. 10 meter at lande på – og det er jo komplet umuligt! – Den visse død ventede os!

Jeg vil ikke sige at jeg var rigtigt bange – og dog – for selvfølgelig var jeg det – men på en højst ejendommelig måde – ja, jeg følte mig næsten i en euforisk tilstand, idet jeg inde i mig selv tænkte, at "om der eksisterer en eller anden Gud der oppe – så fortæl mig hvad jeg skal gøre"?

En brøkdel af et sekund efter så jeg for mit indre blik en flyver som var stallet ned i en trækrone i junglen (muligvis en illustration fra en bog jeg havde læst som barn) – jeg var totalt forbløffet!

Men nu vidste jeg, hvad jeg skulle gøre – jeg skulle komme nede fra – og bringe flyet til et stall præcis på toppen af skæret !

Til passagerens store bestyrtelse (han anede jo ikke hvorfor – og der var ingen tid til forklaring) dykkede jeg flyet direkte ned mod havoverfladen (passageren tænkte utvivlsomt, at jeg ville gøre en hurtig ende på det hele) men rettede så op i bølgetophøjde – og satte kurs direkte mod klippevæggen!

Visse ting i livet glemmer man aldrig – og jeg glemmer aldrig nogensinde den klippevæg som kom farende lige imod os!

Og så gjaldt det ellers om at have "is i maven" (hvilket jo er langt lettere på Grønland end de fleste andre steder). Trak jeg nemlig pinden for tidligt, ville vi bare flyve op over klippen og i vandet på den anden side – og var lige vidt – og for sent, kom vi til at ligne et par pekingesere i ansigtet.

Jeg regulerede med spoilerne så vi var tæt på stall-grænsen henne ved skæret, og da jeg følte spinderen næsten ramte klippevæggen "rykkede" jeg pinden i maven – flyets næse pegede direkte op i himlen – tippede ............ og stod stille på toppen af skæret!!!!

Falken er vendt efter landingen - så vi kigger næsten i anflyvningsretning og -højde.

Vi kiggede på hinanden og kravlede så ud af flyet. Bortset fra at understellet var trykket op (fik senere fortalt at det var tegn på at det var gjort rigtigt) og det yderste af den ene vinge havde fået et knæk af "efterslaget" da flyet satte sig, så lignede Falken sig selv.

Efter at have gået en tur rundt om den nye "besiddelse" (det var hurtigt overstået) og skudt nogle nødraketter af (som ingen så) fik jeg en fornemmelse af, at selv om vi i første omgang havde reddet livet, så var alt måske alligevel ikke helt som det skulle være. Det som bekymrede mig var, at der kan være ret stor tidevandsforskel på Grønland – og blæste det tillige op og med høje bølger, risikerede vi at blive skyllet i havet!

Med jævne mellemrum tændte jeg radioen (på grund af strømforbruget havde jeg ikke tændt den hele tiden).

Vi "landede" ca. kl. 20 og omkring midnat hørte jeg pludseligt 2 helikoptere tale sammen over radioen og så var de væk igen! Så kunne jeg høre dem – og inden jeg kunne nå at svare, var de igen væk! (Når helikopterne var over en bjergkam kunne de række mig, medens der var "radiodødt" når de ledte nede i dalen).

På et tidspunkt hørte jeg den ene helikopter spørge den anden, om de skulle søge længere nordpå! Nej, de kan umuligt være nået så langt svarede han (havde kun tænkt på brændstofmængden og ikke tænkt over det trick jeg havde lært af Verner Jaksland som forøgede rækkevidden) – lad os vende om og flyve tilbage og få os en godnat øl i Mutten (et lokalt værtshus i Nuuk)!

Og var der noget vi kunne tænke os på det tidspunkt, så var det en godnat øl – men havde kun 2 tomme sodavandsflasker (havde regnet med, at om vi skulle nødlande ville det være i en dal, og der kunne vi uden problemer finde vand).

Men nu behøvede vi i det mindste ikke at have radioen tændt længere (havde de fløjet bare lidt længere var vi blevet fundet)!

Jeg kunne dog trøste min passager med, at næste dag ville amerikanerne formentlig også lede efter os og da de sandsynligvis ville bruge fastvingefly som generelt går højere oppe end helikopterne, var der gode muligheder for at vi kunne række dem med radioen – hvis der vel at mærke var strøm nok tilbage.

Senere på natten (lys pga. midnatssol) fik jeg øje på en æske med en elektrisk barbermaskine passageren havde taget med, som lå på bagagehylden bag os. "Må jeg lige låne din barbermaskine," spurgte jeg – forbløffelsen lyste ud af hans øjne!

Nu havde han fået sine værste anelser om min sindstilstand bekræftet – jeg måtte være splittergal!

Men jeg vidste, at der var et spejl i æskens låg – så jeg tog barbermaskinen ud og brugte spejlet til at blinke SOS ind mod land. Senere fik vi at vide, at et kærestepar havde kørt en tur om "natten" og set at noget blinkede ude over vandet!! De havde vækket flyvelederen fra Heliporten inde i byen, men han sagde til dem, at det nok bare var en isskosse som lå og vippede i midnatssolen (selv om der lå adskillige meter fax fra eftersøgningen på gulvet inde på hans kontor)!

Senere på natten da vi var løbet tør for vittigheder og meningstilkendegivende ord om landingsbanen i Nuuk i almindelighed og en vis luftfartsinspektør i særdeleshed, begyndte vandet at stige (tidevandsforskel) – samtidig med det igen blæste op. Vi havde vendt flyet så det fik vinden ind bag fra, så flyet ikke så let blev løftet op af vinden og blæst ud i havet – men vandstanden og bølgerne havde vi ingen indflydelse på.

Det blev til en meget spændende times tid, hvor vi bare sad og stirrede ud over havet medens vandet langsomt steg og bølgerne slog ind over skæret så det rislede under bunden på flyet – mon vi blev trukket med ud i havet af den næste bølge?

Pludseligt stilnede det af – vandet begyndte at falde – hurra, vi havde overlevet endnu engang!

Næste formiddag begyndte jeg igen at tænde periodevis for radioen!

Og først på eftermiddagen hørte jeg så det smukkeste sprog jeg nogensinde har hørt – rigtig bredt western amerikansk! Det var en Hercules fra USAF som kom fra Canada og havde kontakt til en S61 helikopter, der havde været nede på Dr. Ingrids Hospital i Nuuk med en syg amerikansk soldat. Lidt ureglementeret brød jeg ind i samtalen – og jo, de var samtidig også på udkig efter mig. Efter en krydspejling sagde Hercules'en, vi er hos dig om ca. 20 min.!

Det var et herligt øjeblik at se det store 4 motors fly komme brummende mod os! Så kom et nyt opkald fra Hercules'en – "Hvor er du?" spurgte han (havde kigget efter et område på et par hundrede meter, men det var det ikke)! – "Flyv 3 min. til og kræng så skarpt til højre," svarede jeg! Det gjorde han – og der lød et gisp i radioen hvorefter han kaldte helikopteren. "De ligger på et lille klippeskær – 'but how in the Hell' de er kommet ned der, begriber jeg ikke" – og det er jeg helt enig i – for det gør jeg nemlig heller ikke selv!!! Så kaldte Hercules'en igen: "Nu skal I ikke blive forskrækkede – jeg kaster lige en røgbombe, så helikopteren kan se vindretningen."

Et kort øjeblik efter kom helikopteren hen til skæret og satte næsehjulet i en klippesprække i den modsatte ende – og så var det ellers ud af Falken, op i helikopteren – og en halv time senere sad jeg med den største whisky jeg nogensinde har fået!

–––––––––––––––

Forbindelsesofficeren til US Air Force i Sdr. Strømfjord kunne godt tænke sig en god – oven i købet en rigtig god – forklaring på, hvorfor jeg var fløjet til Godthåb (Nuuk), når jeg måtte vide, at der ikke var nogen mulighed for at lande. Og så var der forresten også lige noget med en stor regning for eftersøgning og redning, han meget gerne ville have lov at præsentere mig for!

Jeg sendte papirerne med "tilladelsen" sammen med en stor tak for hjælpen – og fik senere at vide, at de kun havde været glade for at kunne hjælpe – og at jeg naturligvis ikke ville få nogen regning (fik samtidig tilsendt et billede optaget fra Hercules'en som viser fly og helikopter på klippeskæret!).

Det sorte bælte mellem brændingen og den tørre klippe viser højden af seneste tidevand!

Til slut en lille godbid fra eftersøgningen.

Et kærestepar var taget på weekendtur og havde slået deres telt op i "Malenelandet" uden for Nuuk! Her lå de i deres telt og havde det rart og hyggeligt – da, midt om natten, den Onde Selv gjorde sin entré! Med et øresønderrivende spektakel, hujen, hvinen og flapren, blev teltet blæst sammen om ørerne på det unge par – og da manden fik viklet sig ud af et sammensurium af teltdug, barduner, havregryn og et enkelt spritapparat, stod en formummet person bøjet over ham og råbte gennem larmen – om han havde set en lille flyvemaskine! NEJ – det kan du b.... på jeg ikke har – men hvis jeg får øje på et, skal jeg nok ringe til dig – GODNAT!!!! Når man tænker på den tids telefonforbindelse – forstås sarkasmen! Den formummede kravlede op i sin S61'er helikopter og forsvandt larmende op i tusmørket, efterladende sig en stank af petroleum til minde om besøget!

Der kan siges meget – rigtig meget endda – om hvad der var gjort rigtigt og forkert under flyvningen!

Et rent mirakel er nødlandingen blevet kaldt – og en del af dette mirakel er helt klart, at jeg fik Verner Jaksland som flyveinstruktør – en af verdens aller bedste piloter!

For uden hans lærdom, træning og oplæring i utraditionel tænkning hvis man var bragt i en vanskelig situation – havde jeg blot sat flyet ned på vandet – og dette indlæg var aldrig blevet skrevet!

TAK Verner fra din gamle flyveelev

Jørgen Klinke