Holbæk Svæveflyveklub har sat ny dansk rekord i målflyvning og fri distanceflyvning.
Instruktør Verner Jaksland og S-pilot Johnny Madsen, begge fra Holbæk, har sat målflyvnings-rekord i et to-sædet ASK-13 fly.

De fløj tirsdag den 10. juli den 330 km lange strækning fra Holbæk til Borgholm på Øland på kun 4 timer og 57 minutter, hvilket er en ny gennemsnitshastighedsrekord på næsten 68 km/t. Det var samtidig en ny hastighedsrekord på 300 km distancen.

Johnny S. Madsen

Her er Johnnys beretning fra turen.

Vi startede den 10/7 kl. 10.33 med ASK-13 i en spilstart til 450 m (efter først at have prøvet vejret i Motorfalken), og kort tid efter fik vi en konstant 2 meters, som bar os i den rigtige retning.
Pludselig kom jeg i tanker om, at jeg ikke havde sat barografen i flyet, så jeg tog mig sammen til et forsigtigt spørgsmål:
 - Man kan vel godt flyve en målflyvning uden barograf..?
hvorefter Verner prompte trak bremserne alt imens han "mildt bebrejdende" gjorde mig opmærksom på min glemsomhed. Men efter få sekunder blev bremserne ligeså pludselig trukket ind, og jeg blev bedt om at overtage pinden og bare styre ligeud.
Verner var kommet i tanker om, at han selv havde sat barograf i; nu skulle vi bare se, om den virkede. Det gjorde den.

Vi fandt en ny boble, og så gik det ellers nordpå, der var en del problemer med at komme uden om forskellige kontrolzoner. Hastigheden var fin i retning mod Nordsjælland, men da vi nåede ud til Øresundskysten, var højden kun 400 m. Vi havde allerede opgivet håber og udset os en mark at lande på, da vi røg ind i en boble. Den begyndte svagt, men endte med at give 3 m/s. Den bar os hele vejen over Øresund til Sverige, hvor den først døde ud i 1300 meter.

Nu begyndte turen for alvor. Jeg skulle være navigatør, men i første omgang havde jeg lidt besvær med orienteringen, så Verner overtog navigationen et stykke tid, indtil jeg havde vænnet mig til kortets størrelse sammenholdt med det vi så.
Vi nåede frem til et skovområde med mange søer, og her var det nær gået galt. Der var ikke megen termik at finde, men det lykkedes os at holde variometret stående på nul, mens vi stille og roligt drev med vinden, længere og længere ind over skovområdet.
Takket være Verners helt enestående evne til at finde termik, klarede vi os op i 1600 meters højde. Det gav et langt glid fremad igen mod ny termik.
Herefter gik det forholdsvis smertefrit, og da skyerne lukkede totalt for indstråling, søgte vi ud mod kysten. Vi forventede, at der måtte være huller mellem skyerne, og ganske rigtigt, basen var endda høj, et sted helt oppe i 1900 meter.

Så fik vi øje på Øland i det fjerne og vidste, at vi have højde nok til at glide resten af vejen. Men umiddelbart kunne vi ikke se flyvepladsen, så for en sikkerheds skyld fiskede vi en boble lidt nord for broen, der forbinder øen med fastlandet. Så opdagede vi flyvepladsen og lavede et loop for at kaste noget højde af. Vi jublede af glæde over at have gennemført turen.

Kort efter landingen kom en svensk journalist, der fotograferede os i flyet. Vi kørte med ham til byen, hvor vi forsøgte at købe nogle is, men da de handlende så vores danske penge, fik vi den besked, at i Sverige plejede man at kaste den slags mønter for børnene.
Vi gik tilbage til pladsen, hvor vi mødte en svæveflyver fra Stockholm. Han inviterede os til sin stuga til kaffe, og vi fik en snak om svæveflyvning. Hans lille søn kom på et tidspunkt genert og forsigtigt ind ad døren for at beskue de to, der talte så underligt, og da vi spurgte ham, hvad han skulle være, når han blev stor, svarede han: - Jeg skal da være svæveflyver, så klart!
Så følte Verner, at han måtte give ham et par danske kroner.

Lidt senere blev der ringet fra flyvepladsen, at transportholdet var ankommet, og så måtte vi af sted igen.

På vejen hjem i bilen nåede jeg lige at tænke på, hvor dejlig og spændende en tur, det havde været, inden jeg faldt i søvn.

Retur til Flyvning