Fire Danmarksrekorder i højdevinding: 1983, 1986, 1988 og 1989

Siden blev opdateret 2012-09-27
Retur til Flyvning

Efter start fra Aboyne Airfield i Skotland er der formidable muligheder for at finde "bølger" og udføre bølge-flyvning. Kort fortalt opstår bølgerne, når lufthavet passerer en bjergkam på tværs. Dette skaber en rotation på læsiden og danner en række af enorme cigar-formede "rotorer", der snurrer om deres vandrette længdeakser. En anden del af strømningen fortsætter hen over rotorerne, og der opstår kæmpemæssige bølger i lufthavet. Man flyver ind i fænomenet på tværs af rotorerne og kan pludselig være midt i en luftmasse, der som helhed vælter opad. Man behøver ikke at gøre andet end at holde retningen. Flyet følger med op som et blad i vinden, uanset (næsten) hvilken retning man flyver i. Stigningshastigheden er generelt større end for den bedste termik, vi kender i Danmark. Den principielle forskel på termik og bølger er, at den første er termisk og den anden mekanisk.



Aboyne Airfield i Skotland. 

Den 20. september 1983 spiste vi morgenmad ekstra tidligt, for vi skulle ud på flyvepladsen. Lidt efter kom mine gode venner David og Ann også, og vi gik i gang med at samle K6'eren (CDA), Davids fly, som jeg havde lånt til et højdeforsøg. Slæbepiloten Graham, der boede i en skurvogn på pladsen, hjalp til, og snart kunne vi køre K6'eren i stilling til flyslæbet. Jeg havde ikke så meget oxygen på flasken, men nok til en guldhøjde. Og starten gik. Jeg koblede af foran en bølgesky og steg med det samme stille og roligt. Efter et stykke tid gik det op for mig, at jeg måtte længere frem mod vinden for ikke at blive begravet i skyder. Så jeg satte fart på og kom igennem et par tynde tjavser og ud i klar luft igen. Snart genfandt jeg opvinden og holdt mig hele tiden fremme, mens jeg fløj frem og tilbage. Jeg må have fløjet langt mod vest, og efterhånden nåede jeg over skyerne.



David Whites K6'er, CDA, som jeg lånte til rekordforsøget i 1983.

Gennem huller i skydækket kunne jeg se en lille by, som måtte være Ballater. Hvis jeg havde ret, skulle der ligge to søer i nærheden. Jeg fik straks efter øje på dem. Nu var jeg langt over skyerne, steg fortsat og fløj videre ud mod Aberdeen. Der var langt mellem skyerne, men jeg var helt tryg med hensyn til forsøget. Jeg manglede kun 1000 fod til min guldhøjdevinding, og jeg lagde lidt ekstra "sikkerhed" oveni, mens jeg stille og roligt steg én til to meter.

Ved 11.000 fod tog jeg masken på og åbnede for ilten. Jeg fortsatte videre op i håb om, at jeg kunne nå "diamanten" også. Da indikatoren på iltflasken nærmede sig det røde felt, var jeg i 14.000 fod og besluttede at afbryde. Jeg var ikke sikker på, hvor længe jeg ville være om at komme ned, men jeg havde ingen problemer med åndedræt eller tryk. Det var bare skønt at kunne se så vidt omkring fra denne højde – og i så klar luft. Nedstigningen blev intet problem. Jeg trak bremser og fløj ud af bølgen, hvorefter det gik hurtigt nedad. Indimellem holdt jeg en lille pause, mens trykket udlignede sig i ørerne. Flyvetiden blev 1½ time.


 

Efter landingen var jeg opsat på at gøre et nyt forsøg med det samme. Jeg fik fyldt ilt på til 2 timers flyvning og startede igen. Men denne gang kunne jeg ikke komme over skyerne. Forsøget tog en times tid. Efterhånden byggede regnskyer op, så jeg landede og satte mig til at vente på bedre vejr i klubhuset. Det kan af og til blive godt hen ad aften, men det skete ikke den dag. Jeg måtte glæde mig over guldhøjden. Den var hjemme, og det havde været en dejlig oplevelse. Senere kom David og skrev papirerne under.

 

Den 1. maj 1986 startede jeg i flyslæb fra Aboyne. Jeg havde lånt min gode flyverkammerat David White's Sports Vega 990 EMQ. Området er fyldt med bjerge, og bølgerne lå nærmest over hele området. Jeg opnåede en yderligere højdevinding på 7.223 meter. Det var nok til Diamant-højde og hjemlig højderekord. På turen havde jeg indimellem stig på over 10 m/sek.
På barogrammet nedenfor ses først et mislykket forsøg. Dernæst rekorden, hvor jeg stiger stejlt og uafbrudt til toppen af bølgen.

Samme flyvning var nok til en diamantdistance i Danmark:



Barogrammet herunder viser en højderekord fra 11. september 1988, også sat fra Aboyne, sammen med David White. Vi fløj i en lokal Superfalke SF25E. Rekorden blev på 3.950 meter højdevinding.


Endelig en rekord med en højdevinding på 2.950 meter, også sat fra Aboyne, også sammen med David White, fra den 11. september 1989. Vi fløj igen i et lokalt fly, G-KDFF. Turen varede 2 timer og 40 minutter.
 



Retur til Flyvning