Fire Danmarksrekorder i højdevinding: 1983, 1986, 1988 og 1989 Siden blev opdateret 2012-09-27 Retur til Flyvning |
Efter start fra Aboyne Airfield i Skotland er der formidable muligheder for at finde "bølger" og udføre bølge-flyvning. Kort fortalt opstår bølgerne, når lufthavet passerer en bjergkam på tværs. Dette skaber en rotation på læsiden og danner en række af enorme cigar-formede "rotorer", der snurrer om deres vandrette længdeakser. En anden del af strømningen fortsætter hen over rotorerne, og der opstår kæmpemæssige bølger i lufthavet. Man flyver ind i fænomenet på tværs af rotorerne og kan pludselig være midt i en luftmasse, der som helhed vælter opad. Man behøver ikke at gøre andet end at holde retningen. Flyet følger med op som et blad i vinden, uanset (næsten) hvilken retning man flyver i. Stigningshastigheden er generelt større end for den bedste termik, vi kender i Danmark. Den principielle forskel på termik og bølger er, at den første er termisk og den anden mekanisk.
Den 20. september 1983 spiste vi morgenmad ekstra tidligt, for vi skulle ud på
flyvepladsen. Lidt efter kom mine gode venner David og Ann også, og vi gik i
gang med at samle K6'eren (CDA), Davids fly, som jeg havde lånt til et
højdeforsøg. Slæbepiloten Graham, der boede i en skurvogn på pladsen, hjalp til,
og snart kunne vi køre K6'eren i stilling til flyslæbet. Jeg havde ikke så meget
oxygen på flasken, men nok til en guldhøjde. Og starten gik. Jeg koblede af
foran en bølgesky og steg med det samme stille og roligt. Efter et stykke tid
gik det op for mig, at jeg måtte længere frem mod vinden for ikke at blive
begravet i skyder. Så jeg satte fart på og kom igennem et par tynde tjavser og
ud i klar luft igen. Snart genfandt jeg opvinden og holdt mig hele tiden fremme,
mens jeg fløj frem og tilbage. Jeg må have fløjet langt mod vest, og efterhånden
nåede jeg over skyerne.
Gennem huller i skydækket kunne jeg se en lille by, som måtte være Ballater.
Hvis jeg havde ret, skulle der ligge to søer i nærheden. Jeg fik straks efter
øje på dem. Nu var jeg langt over skyerne, steg fortsat og fløj videre ud mod
Aberdeen. Der var langt mellem skyerne, men jeg var helt tryg med hensyn
til forsøget. Jeg manglede kun 1000 fod til min guldhøjdevinding, og jeg lagde
lidt ekstra "sikkerhed" oveni, mens jeg stille og roligt steg én til to meter.
Efter landingen var jeg opsat på at gøre et nyt forsøg med det samme. Jeg fik
fyldt ilt på til 2 timers flyvning og startede igen. Men denne gang kunne jeg
ikke komme over skyerne. Forsøget tog en times tid. Efterhånden byggede
regnskyer op, så jeg landede og satte mig til at vente på bedre vejr i
klubhuset. Det kan af og til blive godt hen ad aften, men det skete ikke den
dag. Jeg måtte glæde mig over guldhøjden. Den var hjemme, og det havde været en
dejlig oplevelse. Senere kom David og skrev papirerne under.
Den 1. maj 1986 startede jeg i flyslæb fra Aboyne. Jeg havde lånt min gode flyverkammerat David White's Sports Vega 990 EMQ.
Området er fyldt med bjerge, og bølgerne lå nærmest over hele området. Jeg
opnåede en yderligere
højdevinding på 7.223 meter. Det var nok til Diamant-højde
og hjemlig højderekord.
På turen havde jeg indimellem stig på over 10 m/sek.
Samme flyvning var nok til en diamantdistance i Danmark:
|