Med denne notits var der lagt op til, at jeg skrev lidt om turen i klubbladet, Termik, Slaglille 1981.

Jeg havde besluttet at sælge min part i Cirrus'en (P3), men ville lige have lidt afskedsflyvning med den i påsken.
Jeg havde planlagt en målflyvning til Koblenz vest for Frankfurt. Flyvepladsen ligger inde i en stor bue ved motorvejen og skulle derfor være ret nem at finde, selv om man skulle komme lidt ud af kurs.

Allerede skærtorsdag tegnede vejret fint, og ved opringning til vejrtjenesten fik jeg bekræftet, at de nordlige vinde sandsynligvis ville holde helt ned til målet. Skybasen skulle ikke blive særlig høj (1000-1200 m) så på grund af vejret og kulde i luften, fyldte jeg ikke vand i vingerne. Ivrig efter at komme af sted gjorde jeg klar og trak ned til startstedet, hvor der også var trukket wirer ud. men her ventede nogle besværligheder. Rent vejrmæssigt kunne jeg være startet en hel time tidligere, men først kl. 11.00 kom jeg i luften og begyndte omgående at flyve efter målet.

Termikken var god, og det gik raskt af sted mod grænsen. Et stykke syd for Rendsburg blev jeg overhalet af en ASV-20 med kendingsbogstaverne OY-, hvilket var alt, hvad jeg nåede at opfatte. Jeg følte, at jeg ikke fløj hurtigt nok! Kort efter blev vi begge forbifløjet af et par tyske jetjagere, der åbenbart ville se, hvad det var for fyre, der var i luften. Men de forsvandt hurtigt igen. Umiddelbart før Elben så jeg igen ASV-20'eren. Den var ved at kurve sig op fra en for mig at se lav højde, og jeg følte nu, at jeg var med igen og fortsatte sydpå med kurs mod Hannover.
Vejret her ved Elben var lidt diset, og jeg så ikke mere til det andet danske fly.

Man kunne høre over radioen, at det var godt flyvevejr hjemme. Helt nede ved Minden kunne jeg høre danske stemmer i æteren, så jeg kaldte op og fik kontakt med en hjemme og bad ham meddele Arnborg, hvor jeg var og at jeg fortsatte sydpå.

Efter Örlinghausen blev der meget langt mellem skyerne og kraftig direkte østlig vind. Jeg gik efter den eneste sky, jeg kunne se nede ved bjergene, og efter et meget langt glid kurvede jeg op under den. Basen lå da stadigvæk i ca. 1200 meter.
Herfra holdt jeg en lidt mere sydøstlig kurs, hvorved jeg kom til at passere nogle søer, hvilket lettede orienteringen, nu da jeg muligvis ville få en del flyvning i meget lavere højde. Jeg fortsatte mod målet - der var nu kun tørtermik og kraftig sidevind.

Ved Siegen, et stykke øst for Bonn, var jeg langt nede, men havde udset mig en svæveflyveplads at lande på, hvis jeg ikke kom op igen. Ved store anstrengelser lykkedes det dog at vinde højde, og da målet ikke lå så langt borte, fortsatte jeg.
 

Her er distancen plottet ind på Google Earth.

Efter en del flyvning over bjerge i meget svag termik nåede jeg Bad Ems, hvor jeg udså mig en stor mark velegnet til landing. Jeg fløj dog først over til en hangkant lige ved byen, hvor jeg håbede der ville komme en enkelt boble. Men da klokken var hen ad 19 og luften var helt rolig, måtte jeg efter ca. 20 minutters flyvning frem og tilbage flyve ind og lande på den mark, jeg havde udset som landingsplads, da jeg kom. Jeg kunne sikkert nemt have fløjet et par timers hang endnu, men det tjente jo intet formål. Jeg måtte se i øjnene, at de sidste 30 km langs floden havde jeg ingen mulighed for at gennemføre, og jeg ærgrede mig en del over at have sat målet så meget som 75 km længere end den bestående Danmarksrekord - men jeg havde nu endelig fået min diamant-distance på over 500 km.

Efter landingen kom der straks nogle unge mennesker, som jeg fik til at hjælpe med at trække flyet frem til gården, hvor jeg henvendte mig. Jeg blev meget venligt modtaget og fik lov til at ringe hjem.
På gården var de meget overraskede over at få dansk besøg på den måde og over, at det i det hele taget kunne lade sig gøre at flyve en sådan distance uden motor. Som de selv sagde på gården "ville jeg vel gerne overnatte", og landmanden sørgede for, at jeg fik et værelse med udsigt til flyet, så jeg straks når jeg vågnede kunne se, om det var der endnu.

Om aftenen var der telefon til mig fra Hamborg. Det var mit hjælpehold, der bestod af min kone og Peter Skæg. De ville lige fortælle, at de var på vej, og have at vide, hvor langt jeg var kommet og den nøjagtige adresse.
Hjælpeholdet ankom kl. 9 den følgende morgen efter at have kørt hele natten. Mange flinke tyskere var med til at få flyet sat i transportvognen, og efter, at vi havde takket af, begyndte hjemturen over Ruhr-området og Bremen.

Ved Bremen så vi nogle svævefly, som snart måtte lande på grund af overudvikling af vejret. At det måske var nogle fra min egen klub, kunne jeg ikke ane. Men da vi kom hjem til Arnborg, hørte vi, at der var landet "to fly fra Slaglille" ved Bremen.

Det var en skøn og spændende tur, og på mit kort, der er formet som én lang rulle, havde jeg under hele flyvningen stiplet en lang linje med tuschpen. Den linje angiver turens forløb mod målet, og jeg håber, at det ikke varer længe, før vejret tillader et nyt rekordforsøg.
 

Så var det gjort!

Retur til Flyvning