Svaret er.. nej! Men spørgsmålet lægger op en sjov hændelse engang i 60'erne, hvor svæveflyveklubben på Fælleden i Holbæk anvendte en fysisk telefonforbindelse mellem startstedet og spillet. I sjældne tilfælde kunne kommunikationen stadig foregå ved hjælp af flagsignaler, men det nye og langt mere effektive var felttelefoner. Der var tale om aflagte militære felttelefoner, som venligst var stillet til rådighed for klubben.

Det simple telefonsystem bestod af et apparat i hver ende af en tynd dobbeltleder. Apparaterne var indkapslet i en lille brunmeleret kasse af bakelit. Låget kunne åbnes til den ene side og afslørede et klassisk telefonrør på en holder. Feltledningen blev sat fast i et par klemskruer og strømmen til samtalen kom fra et batteri længere nede i kassen. Når der blev drejet på et håndsving på siden, ringede apparatet i den modsatte ende.

Kablet mellem telefonerne havde samme format som en almindelig ledning til husholdningsbrug. Den kunne nå fra startstedet til startspillet, dvs. mindst 1 km.
Isoleringen på ledningen var af taktiske årsager matsort.
 

Telefonen i startproceduren

Jeg må lige forklare, hvordan telefonen indgik i startproceduren på Fælleden.

Alle svævefly blev trukket i luften ved hjælp af et motordrevet spil. Spillet var monteret på en ældre lastbil, og på spillet fandtes en tromle med ca. 1200 meter stålwire med en diameter på 4-5 mm.
Når dagens startretning var valgt (så vidt muligt direkte mod vindretningen), blev svæveflyene placeret på startstedet i den ene ende af Fælleden og spillet i den modsatte ende. Startwiren blev derefter trukket ud fra spillet og frem til startstedet ved hjælp af en såkaldt wire-henter, en udrangeret personbil, der var lettet for alt overflødigt udstyr.

De fleste svævefly er kun understøttet under selve kroppen, enten af en mede eller et mindre hjul. Derfor hvilede den ene vinge mod græsset eller et bildæk, indtil det var tid til start.

På et tegn fra fartøjschefen - en tommelfinger i vejret - blev wiren gjort fast i koblingen på svæveflyets krop. Tilkoblingen blev udført af den såkaldte tip-holder. Efter tilkoblingen løb han ud til vingespidsen og hævede tippen, så svæveflyet kom til at stå vandret. Derefter rakte han den frie arm i vejret som tegn til, at der kunne startes.

Når telefonmanden observerede tip-holderens løftede arm, ville han dreje energisk på telefonen med en karakteristisk dynamolyd til følge, og den frembragte strøm fik telefonen på spillet til at ringe. Røret blev derefter presset mod øret begge steder.

Spillet: "Spillet er klar", skulle det helst lyde i røret.

Startstedet: "Vi er klar til start - Du må hale tot til en Doppel Raab" (- fx).

Spillet: "Jeg haler tot til en Doppel Raab".

At "hale tot" var at rulle wiren ganske forsigtigt ind på tromlen, indtil alle løse bugter var strammet op.

Når tip-holderen kunne se, at wiren strammede op, ville han med en markant bevægelse slå armen ned.

På det signal lød telefonmandens melding til spillet: "Hal ind - hal ind - hal ind!".

Wiren blev nu for alvor trukket ind, idet spilføreren efter en forsigtig igangsætning satte fuldt fart på indhalingen.

Svæveflyet lettede som en drage og fløj mod himlen i en stejl vinkel.

Højt oppe ville piloten udløse wiren, lige før den kom til at stå lodret.

Wiren faldt mod jorden, bremset af en lille faldskærm. Spilføreren ville forsøge at trække så meget wire ind som muligt, inden faldskærmen nåede jorden.

Et yngre utålmodigt menneske ville straks efter wirens frigørelse kaste sig af sted i wire-henteren med retning mod det punkt i landskabet, hvor faldskærmen så ud til at ville lande. Når wiren var fundet, blev den hægtet på wire-henteren og trukket tilbage til startstedet.
Imens ville spilføreren koncentreret forsøge at tilpasse udrulningen til wire-henterens fart gennem landskabet.

En ærgerlig afbrydelse på en god flyvedag var wirebrud! Ved overløb på tromlen kunne wiren sætte sig fast og springe under trækket. Brud kunne også ske ved for hurtig indhaling, eller hvis piloten trak flyet for hårdt op, i en såkaldt kavalerstart. At betjene spillet var en ansvarsfuld opgave, der krævede stor rutine og en del finesse.

Under hele startproceduren var telefonsystemet et centralt hjælpemiddel. De gamle signalflag kunne godt bruges, men processen foregik langsommere, da det var vigtigt at undgå misforståelser.

En god flyvedag afhang således i vidt omfang af telefonforbindelsens stabilitet.

Lidenskaber

Flyveklubber har altid rummet et bredt spektrum af mennesker, alle med én fælles lidenskab - flyvningen!

Holbæk Svæveflyveklub udgjorde ingen undtagelse, når det kom til personligheder. Et meget rart medlem af klubben var samtidig en kompromisløs teknisk begavelse.
Han var let at kende på afstand i sin typiske tweedjakke over nylonskjorte og slips, og terylene benklæderne ud over scooterstøvlerne.

Dette gode medlem nærede en lidenskabelig forkærlighed for langsplejsninger, eller såkaldte Amerikaner-splejsninger.

Langsplejsning

Dette fik snart som konsekvens, at ved wirebrud reagere alle på samme måde - måske med undtagelse af en enkelt!
Først orienterede alle sig om, hvor den velkendte Citroên holdt parkeret. Dernæst om ejerens muligheder for at nå frem til brudstedet først. Alle vidste, at langsplejseværktøjet lå i varebilen, så en kvik udrykning med wire-henteren og talurit-kassen kunne afgøre sagen. I de tilfælde ville det gode medlem blot brumme noget i retning af: - Pjat.. i stedet for at gøre det ordentligt.

Men de gange, hvor Citroên'ens ejer nød alle de strategiske fordele, var der kun tilbage at følge med i, hvordan det gode medlem omhyggeligt åbnede to meter wire til hver side, skubbede kordelerne sirligt sammen og påbegyndte det ufattelige pillearbejde, som en langsplejsning er.
Meget, meget senere ville han over for de resignerende omkringliggende konstatere:
- Her springer den i alt fald ikke igen! - og det var sikkert så rigtigt, som det var sagt. Ingen tvivl om, at langsplejsningen var mere skånsom mod resten af wiren, når det hele susede ind på tromlen. Det indrømmede alle, når den først var færdig.
Men tiden - tiden! - kære venner. Indtil to timers langsplejsning under ubønhørligt pulserende termikskyer. Det var næsten ikke til at holde ud. Så tilfældene, hvor der blev lavet Amerikaner-splejsninger i Holbæk Svæveflyveklub blev med tiden sjældnere og sjældnere.
 

Over and out!

Det der skete en aktiv flyvedag, da vort medlem som sædvanligt startede sin Citroên for at køre til frokost, var et sammentræf af tilfældigheder. Om Nemesis var indblandet vides ikke.

I løbet af dagen var der blevet ændret lidt på flyveretningen, så telefonledningen lå lidt anderledes i forhold til nogle parkerede biler i nærheden af spillet, og tilfældet ville, at den samtidig kom til at svæve nogle centimeter over jorden på grund af det høje græs.

At telefonledningen netop blev fanget af den rumlende Citroên udelukkede enhver mulighed for, at nogen lyd fra dette ekstra påhæng ville nå frem til chaufføren.

Tilfældet udviklede sig ved, at ledningstilslutningen på spillet forsvandt med en svirpende lyd, og i den modsatte ende - på startstedet - satte telefonapparatet af fra græsset og saltomorterede med små klimtelyde en 5-10 meter i retning mod spillet, indtil ledningen forlod boksen og hvislende forsvandt gennem det høje græs uden for startbanen, som en high-speed sort mamba.

Meget længere væk - i samme retning! - kunne man se en Citroên kassevogn, der uden hastværk rumlede mod udkørslen. Sammenhængen gik op for os alle på én gang!

Råb og fagter var forgæves. Bilen svingede sekunder efter ud på offentlig vej og forsvandt.. med en lille kilometer telefonledning på slæb!

Inden vi kunne følge efter, var Citroên'en for længst ude af syne. Til gengæld var det nemt at spore den. På de første to-tre hjørner var kantstenene stramt beklædt med matsort militær telefonledning i varierende længder.

Da sporene til sidst forsvandt, valgte vi at sætte kurs mod det gode medlems yndlingscafé. Og ganske rigtigt, udenfor holdt Citroên'en. Kun to sølle stumper telefonledning hang endnu ud fra undervognen. Men det var bevis nok!

Heldigvis var det meste af ledningen blevet efterladt på de to første hjørner, så der havde ikke været reel fare for folk i byen. Men samlet blev de 1000 meter telefonledning naturligvis aldrig mere. Ikke så længe efter blev skaden heldigvis erstattet gennem en ny donation fra forsvaret.

I en kort periode måtte vi genopfriske flagsignalerne.