Et ledende spørgsmål Siden blev opdateret 2010-02-10 Retur til Flyvning |
Vil et tyndt sort telefonkabel i højt græs være meget
synligt?
Svaret er.. nej! Men spørgsmålet lægger op en sjov hændelse
engang i 60'erne, hvor svæveflyveklubben på Fælleden i
Holbæk anvendte en fysisk telefonforbindelse mellem
startstedet og spillet. I sjældne tilfælde kunne
kommunikationen stadig foregå ved hjælp af flagsignaler, men
det nye og langt mere effektive var felttelefoner. Der var tale
om aflagte militære felttelefoner, som venligst var stillet
til rådighed for klubben.
Det simple telefonsystem bestod af et apparat i hver ende af en tynd dobbeltleder. Apparaterne var indkapslet i en lille brunmeleret kasse af bakelit. Låget kunne åbnes til den ene side og afslørede et klassisk telefonrør på en holder. Feltledningen blev sat fast i et par klemskruer og strømmen til samtalen kom fra et batteri længere nede i kassen. Når der blev drejet på et håndsving på siden, ringede apparatet i den modsatte ende. Kablet mellem telefonerne havde samme format som en
almindelig ledning til husholdningsbrug. Den kunne nå fra
startstedet til startspillet, dvs. mindst 1 km. Telefonen i startproceduren Jeg må lige forklare, hvordan telefonen indgik i startproceduren på Fælleden. Alle svævefly blev trukket i luften ved hjælp af et
motordrevet spil. Spillet var monteret på en ældre lastbil,
og på spillet fandtes en tromle med ca. 1200 meter stålwire
med en diameter på 4-5 mm. De fleste svævefly er kun understøttet under selve
kroppen, enten af en mede eller et mindre hjul. Derfor
hvilede den ene vinge mod græsset eller et bildæk, indtil
det var tid til start. Når telefonmanden observerede tip-holderens løftede arm, ville han dreje energisk på telefonen med en karakteristisk dynamolyd til følge, og den frembragte strøm fik telefonen på spillet til at ringe. Røret blev derefter presset mod øret begge steder. Spillet: "Spillet er klar", skulle det helst lyde i røret. Startstedet: "Vi er klar til start - Du må hale tot til en Doppel Raab" (- fx). Spillet: "Jeg haler tot til en Doppel Raab". At "hale tot" var at rulle wiren ganske forsigtigt ind på tromlen, indtil alle løse bugter var strammet op. Når tip-holderen kunne se, at wiren strammede op, ville han med en markant bevægelse slå armen ned. På det signal lød telefonmandens melding til spillet: "Hal ind - hal ind - hal ind!". Wiren blev nu for alvor trukket ind, idet spilføreren efter en forsigtig igangsætning satte fuldt fart på indhalingen.
Højt oppe ville piloten udløse wiren, lige før den kom til at stå lodret. Wiren faldt mod jorden, bremset af en lille faldskærm. Spilføreren ville forsøge at trække så meget wire ind som muligt, inden faldskærmen nåede jorden. Et yngre utålmodigt menneske ville straks efter wirens
frigørelse kaste sig af sted i wire-henteren med retning mod
det punkt i landskabet, hvor faldskærmen så ud til at ville
lande. Når wiren var fundet, blev den hægtet på wire-henteren og trukket tilbage til startstedet. Under hele startproceduren var telefonsystemet et
centralt hjælpemiddel. De gamle signalflag kunne godt
bruges, men processen foregik langsommere, da det var
vigtigt at undgå misforståelser.
En god flyvedag afhang således i vidt omfang af
telefonforbindelsens stabilitet.
Flyveklubber har altid rummet et bredt spektrum af mennesker, alle med én fælles lidenskab - flyvningen! Holbæk Svæveflyveklub udgjorde
ingen undtagelse, når det kom til personligheder. Et meget rart medlem af klubben var
samtidig en kompromisløs teknisk begavelse.
Når han ikke var til fods, kørte han en ældre Citroên varebilmodel, lanceret i Danmark i 1953 i en tid, hvor komfort og lydisolering i arbejdskøretøjer var en ukendt luksus. På grund af dette køretøjs indre lydbillede var en samtale i normalt stemmeleje udelukket under kørslen. Derfor ville et tilråb fra omverdenen heller ikke have en chance. Dette gode medlem nærede
en lidenskabelig forkærlighed for
langsplejsninger, eller såkaldte Amerikaner-splejsninger.
Og så må jeg lige fortælle, at et brud på wiren kunne repareres på to måder. Den hurtige og fuldt tilstrækkelige løsning var en samling med tre såkaldte talurit-klemmer fordelt over ca. 40 cm af de sammenlagte ender. Den løsning tog max. 10 minutter. Den noget langsommere løsning bestod i en langsplejsning af wiren over cirka to meter. Den tog nemt en time - pr. meter! Sidstnævnte fremgangsmåde harmonerede bedst med dette medlems forståelse af wiren som et ståltov med krav på det helt rigtige vedligehold. Det eneste problem med langsplejsningen var da også, at den havde tendens til at falde sammen med den bedste flyvetid på en weekend. Dette fik snart som konsekvens, at ved wirebrud
reagere alle på samme måde - måske med undtagelse af en
enkelt! Men de gange, hvor
Citroên'ens ejer nød alle de strategiske fordele, var der kun tilbage at følge med i,
hvordan det gode medlem omhyggeligt åbnede to meter wire til hver side,
skubbede
kordelerne sirligt sammen og påbegyndte det ufattelige
pillearbejde, som en langsplejsning er. Over and out! Det der skete en aktiv flyvedag, da vort medlem som sædvanligt startede sin Citroên for at køre til frokost, var et sammentræf af tilfældigheder. Om Nemesis var indblandet vides ikke. I løbet af dagen var der blevet ændret lidt på flyveretningen, så telefonledningen lå lidt anderledes i forhold til nogle parkerede biler i nærheden af spillet, og tilfældet ville, at den samtidig kom til at svæve nogle centimeter over jorden på grund af det høje græs. At telefonledningen netop blev fanget af den rumlende Citroên udelukkede enhver mulighed for, at nogen lyd fra dette ekstra påhæng ville nå frem til chaufføren. Tilfældet udviklede sig ved, at ledningstilslutningen på spillet forsvandt med en svirpende lyd, og i den modsatte ende - på startstedet - satte telefonapparatet af fra græsset og saltomorterede med små klimtelyde en 5-10 meter i retning mod spillet, indtil ledningen forlod boksen og hvislende forsvandt gennem det høje græs uden for startbanen, som en high-speed sort mamba. Meget længere væk - i samme retning! - kunne man se en Citroên kassevogn, der uden hastværk rumlede mod udkørslen. Sammenhængen gik op for os alle på én gang! Råb og fagter var forgæves. Bilen svingede sekunder efter ud på offentlig vej og forsvandt.. med en lille kilometer telefonledning på slæb! Inden vi kunne følge efter, var Citroên'en for længst ude af syne. Til gengæld var det nemt at spore den. På de første to-tre hjørner var kantstenene stramt beklædt med matsort militær telefonledning i varierende længder. Da sporene til sidst forsvandt, valgte vi at sætte kurs mod det gode medlems yndlingscafé. Og ganske rigtigt, udenfor holdt Citroên'en. Kun to sølle stumper telefonledning hang endnu ud fra undervognen. Men det var bevis nok!
Heldigvis var det meste af ledningen blevet efterladt på de
to første
hjørner, så der havde ikke været reel fare for folk i byen.
Men samlet blev de 1000 meter telefonledning naturligvis aldrig
mere. Ikke så længe efter blev skaden heldigvis erstattet
gennem en ny donation fra forsvaret.
|