Lidt for spændende debut
Siden blev opdateret 2012-02-08
Retur til Flyvning
Det var min præmie for at være blandt top-sælgerne af unionens lodsedler det år. Så jeg satte kurs mod Jylland på den knallert, jeg havde anskaffet til formålet.
Det centrale Jylland er velegnet til svæveflyvning. Ingen søbrise kan nå ind fra kysterne og ødelægge termikken. Hver sommer strømmede svæveflyvere fra hele landet til Vandel med drømmen om at lære at flyve - og især i termikken.
En anden stor fordel på Vandel var, at man kunne blive trukket op med motorfly. Den mulighed var ikke almindelig ude i klubberne på det tidspunkt.
Den 22 juli på min 245. flyvning startede jeg i unionens Olympia Meise, OY-FUX, i et flyslæb.
Alt gik planmæssigt i starten. Motorflyet og jeg gik på vingerne med retning mod vest bort fra pladsen. Det var meningen, at jeg skulle koble mig af, når der viste sig brugbar termik i en passende god højde.
Så langt kom jeg ikke!
Et stykke vest for pladsen i 150-200 meters højde, løftedes venstre vinge af en ret kraftig opvind, der fik svæveflyet til at krænge mod højre. Jeg kompenserede refleksmæssigt ved at skubbe styrepinden mod venstre for at opnå neutral stilling, men i det samme konstaterede jeg til min forfærdelse, at jeg ikke kunne få pinden tilbage.. den sad fast!
I løbet af få sekunder krængede Olympia'en foruroligende til venstre, og jeg kæmpede febrilsk for at få pinden løs. Det lykkedes ikke, og flyet fortsatte med at krænge.
Jeg kunne se, at jeg var ved at løfte halen på slæbeflyet, men inden jeg selv nåede at koble mig fri, frigjorde slæbepiloten sin ende af slæbetovet. Motorflyet forsvandt ud af mit synsfelt, og jeg opfattede, at den løse ende af slæbetovet forsvandt ind under mig. Svæveflyet var inde i en venstre-rulning.
Jeg blev grebet af dødsangst og overvejede et sekund, om jeg skulle springe ud og satse på faldskærmen, men jeg opgav muligheden, da jeg var i tvivl om min højde.
Uanset, hvor meget jeg rykkede i pinden, sad den fast, og jeg tilstår, at jeg derefter sendte en bøn til Gud om hjælp. Jeg ruskede panisk i pinden for at få den fri.. og så skete underet - den gik fri! og virkede normalt igen.
Jeg fik tid til at udløse slæbetovet, men flyet lå nu næsten på ryggen, og næsen pegede mere eller mindre mod jorden. Heldigvis tog det kun et øjeblik at rette op. Det var blot at trække pinden i maven, og der var ikke tid til at gøre det nænsomt. Efter udretningen befandt jeg mig i lav højde med kurs tilbage mod pladsen. Farten var til gengæld så høj, at der var energi nok til at løfte flyet over træerne foran pladsen. Jeg sendte en taknemmelig tanke opad. Med trækronerne bag mig lå startbanen lige foran. Det blev en landing i medvind.
Det var en taknemmelig Verner Jaksland, der igen sad med fast grund under flyet samme sted, som jeg kort forinden var startet fra.
Jeg blev siddende ubevægelig et stykke tid, mens tankerne løb gennem mit hoved.
Hele flyvningen havde forløbet over få minutter, men som det senere skulle vise sig, var der gået mindre end et minut fra jeg blev koblet af, og til jeg igen befandt mig sikkert på jorden.
Kammeraterne fandt mig siddende ubevægelig i Olympia'en.
En af de pladsansvarlige var lidt oprørt og startede med at give mig en overhaling:
"Smart flyvning af den kaliber er vi helst fri for her på pladsen..", begyndte han.
Men han blev afbrudt af én de andre: "Se lige på ham - der må være sket noget, han er jo ligbleg!"
Jeg fik taget mig sammen til at fortælle, hvad jeg havde oplevet.
"I må love mig ikke at flyve i Olympia'en, før den er undersøgt, for styregrejet kan sætte sig fast", sagde jeg med eftertryk. Jeg opfattede dog en vis vantro hos de omkringstående, men heldigvis blev flyet undersøgt.
Ved undersøgelsen viste det sig, at sikringstråden på én af wirestrammerne til krængerorene kunne gribe fat i den parallelle wirestrammer og sætte sig fast. Så efter den tid, blev placeringen at sikringstråden ændret på alle fly, så den fejl ikke kunne opstå igen.
Historien viser, at selv små fejl i et fly kan få dramatiske konsekvenser.
Efter den oplevelse var jeg ret sikker på, at jeg ikke skulle flyve mere. Men jeg besluttede at sove på det - i stedet for at starte knallerten og køre hjem, som var min første indskydelse.
Den følgende dag
Næste dag lod jeg mig overtale til at tage en tur mere. Det blev i en Grunau Baby, OY-AUX, og jeg blev sendt op i 400 meters højde i en spilstart.
Det skulle blive en af de gode flyvedage. Ret hurtigt efter starten var jeg oppe i 2,4 kilometers højde, og efter 2 timer og 40 minutters fantastisk flyvning landede jeg på Ejsbølgaards jorder tæt ved Haderslev. Såvel sølv-højde som sølv-stræk var i hus (1000 m højdevinding og 51 km vandret).
Min tur til Vandel endte således i triumf, trods den uheldige debut.
Det var med blandede indtryk, men også en god portion lykkefølelse, at jeg nogle dage senere startede knallerten og satte kursen tilbage mod Sjælland.
Jeg var stadig svæveflyver!
Retur til Flyvning