Turen til Tromsø, juni og juli 1949 Siden blev opdateret 2011-12-10 |
Her er en billedserie bestående af indscannede og
restaurerede sort-hvide billeder, som jeg tog under min tur til Tromsø for at møde
Eva igen og træffe hendes familie. For at skabe lidt liv i billederne har jeg i flere tilfælde benyttet kameraets indbyggede timer og har "poseret" for kameraet. Venstrebladet skrev efter hjemkomsten: Ung vandreglad holbækker så Nordkap oven fra På ryggen af baby-motorcykel bevæbnet med sovepose og tandbørste 5000 km på langs gennem Norge En 23-årig holbækker, tapetserer Verner Jaksland, søn af
sadelmagermester Frederik Larsen, Holbæk, startede den 16.
juni sin lille 125 ccm motorcykel og begyndte den lange tur
over Gøteborg, Oslo og Tromsø til Nordkap, og i forgårds var
han atter hjemme i Holbæk efter at have tilbagelagt ca. 5000
km med den lille motorcykel og et par tusinde kilometer med
flyvemaskine. Verner Jaksland har norsk blod i årerne. Hans
mor er nordmand og selv har han korresponderet med en ung
pige i Tromsø, og det var hende turen i første omgang
gjaldt. Da han kom til Tromsø, startede SAS sine første midnatssol-flyvninger til Nordkap, og naturligvis skulle
Verner Jaksland have den oplevelse med. Han spenderede de 85
kr, den 2½ timers lange flyvning fra Tromsø til Nordkap
kostede, og fik Nordkap at se gennem regn og tåge. Fuld af fortællelyst og brogede oplevelser standsede Verner Jaksland i går sin stadig køredygtige lille motorcykel ved Venstrebladet og berettede om den begivenhedsrige tur. Den unge mand er ellers emigreret til Sverige, hvor han arbejder som tapetserer i Gøteborg, men han tog sig fri og kom midt i juni til Holbæk for at træffe forberedelser til Norges-turen. Forberedelserne var ellers let gjort. Soveposen blev rullet sammen og tandbørsten stukket i lommen, og så var bagagen pakket, siger han med et smil.
Det blev en billig rejse. Turen fra Holbæk til Nordkap, Europas nordligste punkt, blev klaret for 400 kroner. Den lille maskine går ca. 35 km på en liter benzin, så den tærede ikke meget, og mad og overnatning var endnu billigere. Verner Jaksland boede på de norske bøndergårde, hvor han kom frem, og alle steder var man umådeligt venlige og gæstfrie. Ikke blot fik han natlogi, men tillige blev han fodret af både ved ankomsten og afrejsen næste morgen -- så kunne han tilmed hverken få lov at betale noget som helst, hverken for opholdet eller fortæringen. En afstikker fra Narvik til den svenske malmby Kiruna med besøg i minegangene 290 meter i jorden blev der også både tid og råd til. Praktisk taget alt, hvad der er værd at se, har den unge mand på den lille motorcykel fået med. Og med disse mange nye indtryk og oplevelser starter han i dag den lille veltjente motorcykel og kører igen til Gøteborg.
Jeg startede fra Holbæk
den 16. juni 1949 kl. 8 i overskyet vejr - og regntøj!
Ikke længe efter, var jeg
på vej over Øresund - med Kronborg om bagbord.
Efter Helsingborg var
Falkenberg næste destination i Sverige.
Derefter Varberg - Bemærk
det ultrakorte telefonnummer på flyttevognen, tre cifre.
Jeg er nået til Kungsbacka
i fin stil - Det regner stadig en del.
Et vue fra hovedgaden i Mölndal
med sporvogne og luftledninger.
Göteborg er nået, første
dagsrejses mål.
Göta Älvbron (tidl.
Kungselvbroen) nord for Göteborg byder på en smuk udsigt - i
tørvejr!
Uddevalla
dokumenteres her på 2. rejsedag - stadig Sverige.
Svinesundbroen - Norge er
på den anden side.
Her er den imponerende Sarpsfoss i
Sarpsborg.
Frogn Kirke som den så ud i
1949, en statelig trækirke i nygotisk stil.
Jeg overnattede hos Marta og Jalmar,
der boede i min mormors hus.
En
lokal går forbi, mens jeg foreviger Kolsås, en karakteristisk 379 m høj fjeldryg ved Oslo.
Den 23.
juni opholdt jeg mig hos Rolf og Lilli, der boede i dette smukke landskab
udenfor Oslo.
Eidsvollsbygningen i
Akershus, den norske grundlovs fødested.
Carsten
Anker (til venstre), var ejer af Eidsvoll Verk.
Minnesund jernbanebro med
en nu klassisk stålbro-konstruktion.
Endelig fremme på øen Tromsø
den 26. juni, og Eva er
med mig på bagsædet.
Her et
link til udflugten fra
Tromsø til Narvik og Kiruna. Dermed havde jeg afsluttet en uforglemmelig rejse for at
møde den kvinde, jeg havde forelsket mig i. Den blev på alle
måder en succes. |