På det gamle billede her køres jeg til start af min mor. Vi holder foran mine forældres første virksomhed i Kirkestræde.

Drengeårene

Fem-seks år efter barnevognen kunne jeg rulle selv.
 

Færdiguddannet og frisk på livet i 1948.

Mens jeg boede i Sverige brugte jeg fritiden i en ungdomsorganisation. Jeg havde stor fornøjelse af at være medlem af foreningens lokale sangkor. På et tidspunkt i 1947 tog ungdomsforeningen på en Sankt Hans tur til Norge hvor vi mødtes med andre unge i nærheden af Tønsberg, lidt nord for Oslofjorden.


Mit møde med Eva

På den tur mødte jeg norske Eva, som var kommet til Tønsberg helt fra Tromsø for at repræsentere Nordlandet. Eva var en meget sympatisk og dejlig kvinde, som jeg hurtigt fik et godt øje til.

Tiden fløj af sted, og alt for hurtigt måtte jeg tage afsked med Eva igen. Men de følgende to år korresponderede vi fast. Det føltes som en meget lang tid at være væk fra hinanden.

I 1949 vendte jeg tilbage til Danmark og Holbæk. I Sverige havde jeg købt en svensk type 125 cc N.Ve. motorcykel, og en dag besluttede jeg, at jeg ville køre til Tromsø for at møde Eva igen og træffe hendes familie.
Det er en strækning på omkring 2500 kilometer i hver retning. Jeg kunne køre 500 km i døgnet, så teoretisk ville turen derop kunne gøres på fem dage. Men det var en flot tur, og jeg gjorde flere ophold undervejs for at møde bekendte, se på seværdigheder eller blot nyde naturen. Så denne uforglemmelig køretur til Tromsø tog sin begyndelse den 16. juni 1949 og varede i ti dage. Derefter havde jeg et fantastisk ophold i Tromsø sammen med Eva og var ført tilbage i Holbæk i slutningen af juli.

Turen til Tromsø startede 16. juni 1949 kl. 8.00
Du kan klikke på billedet for at se mine billeder fra turen, eller på ét af linkene her:
Min køretur til Tromsø
Fælles udflugt til Narvik og Kiruna
Fælles udflugt til Nordkap

Mit besøg hos Eva og hendes familie varede 2-3 uger og blev afgørende for os begge.
Evas far hed Richard Eventsen. Han var skibskaptajn og blev tituleret Kaptajnen. Han nød stor anseelse for sine sejladser. Blandt andet havde han været med til at eftersøge den legendariske polarforsker Roald Amundsen, der i 1928 var forsvundet sporløst under en flyvning over Barentshavet. Hverken flyet af typen Latham eller besætningen blev nogensinde fundet.
 

Besætningen med chefpiloten Guilbaud i midten

 
For sin betydelige indsats under eftersøgningen af Amundsen og Guilbaud blev Evas far af Den Franske Marine hædret med en fortjenstmedalje.

Evas far - Kaptajn Richard Eventsen
 

"Ut for Asias nordkyst"
 Et stemningsfuldt billede af et af Kaptajnens tidlige skibe fotograferet i lyset fra fuldmånen.

Kaptajnen sejlede Eva og mig til Håkøybotn, hvor det tyske slagskib Tirpitz lå med kølen i vejret. Tirpitz blev sænket af en allieret bombestyrke i 1944, og mindre end fem år efter denne dramatiske begivenhed var det en speciel oplevelse at spadsere på kølen af det enorme krigsskib.

I samme fjord lå en engelsk flyvebåd, en såkaldt Short Sunderland, som var flyveklar. Jeg fik kontakt med én af piloterne, og Eva og jeg tilmeldte os en flyvetur til Nordkap. Det blev en meget flot tur og en stor fælles oplevelse. I turen deltog mange skandinaver, og senere viste det sig, at det på grund af vejrliget blev den eneste tur, der blev gennemført det år.

Efter mange nye indtryk og fyldt med gode oplevelser måtte jeg tilbage. Den lange hjemtur gik som en leg, for jeg havde haft det fantastisk sammen med Eva.

Hjemme i Danmark skrev jeg til Eva og spurgte, om hun ville komme til Holbæk og arbejde sammen med mig. Uden lang betænkningstid, svarede hun ja!, og dermed var min lykke gjort.

Eva kom til Holbæk det følgende år, 1950, og flyttede ind i samme hus i Kirkestræde, hvor jeg var født og vokset op.

Den 25. marts 1951 blev vi gift og flyttede sammen i vores første hjem i Labæk nr. 28.
 

Forretningen i Labæk på hjørnet af Østerstræde.

I værkstedet bagved polstrede vi møbler, og lidt senere kom der gang i produktionen af skridsikre hynder. Dem havde jeg kort forinden opnået patent på. Ideen opstod i forsøget på at løse et problem med en af vores egne hynder i campingvognen. Den gled ustandselig på gulvet, når vi kørte. Hvordan kunne det forhindres..?!
Problemet blev løst ved at hæfte et skridsikkert lag på undersiden, og fra det punkt blev ideen udviklet med egentlig produktion for øje. Min skridsikre hynde slog an, og patentet blev efterhånden udvidet til at gælde i Norge og Sverige også.

I begyndelsen af 70'erne overtog Eva og jeg ansvaret for familievirksomheden. Kort efter flyttede vi til det nuværende hus på Strandmøllevej. Møbelpolstringen og fremstillingen af hynder kom til at foregå i nyere værkstedslokaler bagved huset, mens salgsstedet blev flyttet til bedre forretningslokaler i Ahlgade 18.
 

Forretningen på Ahlgade.




Eget luftskud af forretningen - Jeg har brugt tele, så resultatet er lidt rystende!
 

Hr og fru Jaksland 1980.

Fra 1990 blev møbelpolstringen og fremstillingen af skridsikre hynder overtaget af Hanne og vores svigersøn, Søren, mens vi selv fortsatte med Jaxida-overtrækkene.

Her finder du et par artikler om virksomheden Jaksland i dag.

I slutningen af 2009 afhændede vi den del af virksomheden, der fremstillede Jaxida Kondensfri overtræk.

Evas og mit otium

Eva og jeg nyder nu vort otium med en smuk udsigt over Holbæk Fjord fra huset på Strandmøllevej. Der er god gang i familievirksomheden lige bagved. Kærneprodukterne er specialtilpassede skridsikre kirkehynder og bedre møbelpolstring.

Jeg kan se tilbage på et fantastisk liv sammen med Eva.

Eva har to søstre på samme alder. Her er de glade trillinger fra et møde i 1982.

I årene 1999-2010 blev min bevægelighed reduceret efter et indgreb, der havde til formål at hjælpe en slægtning, som kort forinden var blevet indlagt på Rigshospitalet med smerter og delvise lammelser. Efter en professors forslag stillede jeg mig til rådighed for en "ganske ufarlig undersøgelse af den elektriske aktivitet i muskler og nerver", som han udtrykte det. Indgrebet resulterede imidlertid omgående i voldsomme smerter, når jeg skulle stå og gå.
Uden nogen løsning på problemet eller udsigt til lindring af smerterne, blev jeg sendt hjem i 1999, og i de følgende ti år havde jeg så store problemer med at gå, at det var nødvendigt at tage et løbehjul i brug igen for at passe mit arbejde. Først efter flere operationer, den seneste og mest vellykkede i 2010, har jeg fået det så godt, at jeg kan undvære hjælpemidler.

Nu koncentrerer vi os om, hvad tiden bringer. Den vil med sikkerhed ikke blive kedelig.

Vort diamantbryllup

Den 25. marts 2011 fejrer Eva og jeg diamantbryllup. Her dagen før, har vi modtaget mange lykønskninger, og denne særlige fra Dronning Margrethe -